Christian IV 1588-1648

                               

                              Stevns Lokalhistoriske Arkiv

ERIKSTRUP.

Der bevaret en retssag fra Christian Eriksens tid i Store Heddinge. Sagen gik fra bytinget til Kongens Retterting – skønt det kun drejede sig om en bortkommet gås.

Tre af byens borger kom i 1612 ind til Lavrids Henrichsen med tre gæs, som de havde optaget i tre gåsehobe på deres korkmarker. De bad byfogeden Lavrids Godiche, om at være deres gæst og sammen med dem drikke de bøder op, som ville indkomme for gæssene. Byfogeden efterkom ønsket, og Lavrids Henrichsens kone fik gæssene i pant for betaling, indtil de rette ejere meldte sig. Kort tid efter fik hun at vide, at man manglede en gås på Erikstrup. Fogeden på gården blev hentet men da Christian Eriksen hørte om den bortkomne gås, ville han ikke betale bøden.

Den omstridte gås blev så, hvor den var. Men en dag var den forsvundet. Hvem skulle nu erstatte gåsen?. Dommen fik Lavrids Henrichsen imod, og det var efterhånden blevet en dyr gås.

Legenden beretter om Christian Eriksen, at han just ikke var noget dydsmønster, navnlig holdt han af at gøre kur til både fruer og jomfruer, hvis øjne glinsede hans i møde, når han sagde dem skønne artigheder, hvortil han havde haft stor læreevne og plejet denne i omgang med mange kvinder:

”En sommeraften umiddelbart efter høst havde herremanden indbudt mænd og kvinder fra omegnen og selve Store Heddinge til fest på Erikstrup. Iblandt disse var den skønne Ermeline, søster til bogmester Jens Frandsens hustru”.

”vejret var prægtigt, månen skinnede i sin fulde styrke. Dansen gik livligt, og herremanden havde ikke sine øjne fra den indtagende Ermeline. Men et andet par øjne fulgte herremandens. Det var en ung, kraftig borgersøn, hvis hu og hjerte hemmeligt tilhørte Ermeline”.

”Herremanden indbød hende til en spadseretur i måneskinnet. Lige som de gik på den mørke bro, der førte over voldgraven, omslyngede et par kraftige arme ham og slyngede ham i graven. Ermeline råbte om hjælp, og snart fik de tililende gæster trukket herremanden op i en temmelig elendig forfatning. Men den udsyede silkevans tillige med de tilsølede hoser og sko gav ham ikke udseende af at være nogen Don Juan, og blandt gæsterne vakte han almindelig moro”.

”Ermeline fortalte straks sin svoger, borgmesteren, sammenhængen, og denne drog under et høfligt påskud bort fra festen. Herremanden ville have sagen nærmere undersøgt og voldsmanden straffet, men borgermester Frandsen og flere borgere i Store Heddinge undte herremanden forsmædelsen, så undersøgelsen løb til sidst ud i sandet. Siden da, hedder det, nu kunne både fruer og jomfruer være i fred for ham” .

Christian Eriksen døde barnløs i 1648, hvorefter Erikstrup overgik til en brodersøn, Erik Herlufsen, på Fuglebjerggaard.

Ellers forligger der kun få oplysninger fra de år. Herredstinget, som medførte drikkeri og uorden på tingdage, blev på kongens bud flyttet til et sted, kaldet Kidtshøj, uden for Kongeskovens grøft i 1609.

Sagnet om, at kongen ikke måtte komme på Stevns, for her herskede Ellekongen synes ikke at holde stik for Christian 4.s vedkommende. Sidst i januar 1618 besøgte han sin moder på Nykøbing Slot. Den. 22. samme måned rejste han fra Vindbyholt kro til Store Heddinge. Det må være denne rejse Pontoppidan hentyder til i ”Danske Atlas”, hvor det hedder: ”For at betage dem den tanke drog Christian 4. derind og satte Ellekongen af fra sin Myndighed”. Kongen rejste videre samme dag til København og ses kun at have været i Store Heddinge den samme gang.


En retssag.

Året 1619 bragte følgende retssag.

”Anno 1619 begyndte Mads Andersen, Bogmester i Store Heddinge, som da var kirkeværge og hafde Kirkens halve Tiende i fæste, at trætte mod Mag. Frantz Joensen, da Sognepræst Sammesteds, og lagde sig nu efter at skille Sognepræsten ved den Herlighed af Heddinge Byes Tiende, som Vor Konges Part, hvilken did indtil havfe følgt Sognepræsten angerløs og uden Last og Kiære ud i Mands Minde. Og stod samme Mads Andersen paa den Sag meget hart efter den IX Artikel iblandt de i Riber ordinantz, men dend gode Hr. Christen Friis til Kragerup, Kongl. May. Canceler, som da havfe jus til Store Heddinge kirke, brød den dag tuert, og skrev ved Fogden Jens Oklufsen til Herrits Prousten, Hr. Morten Jensen, som lod sig høre at tage den Sag til Dombs, at ham ey skulde understaa sig at dømme i den Sag, thi den gode Herre kiender sig selv god noch for at dømme i den Sag, og ingen anden og befohl, at der skulde holdes med den Tiende herefter, som hidindtil haft været, at Sognepræsten skulde beholde al Kongens Part af Store Heddinge Byes, og det blev ligesaa derefter i Mag. Frantzes Tid”.

At sognepræsten vandt sagen skyldtes følgende ”bare og klare ord”, som stod på det 56. blad i ”Stiftens bog”: ”Kongens Part af tienden er og her underlagt præstegården af Sal. og Høylofte Konnung Christian d. 3die”

Indkvartering.

Store Heddinge blev ligesom andre købstæder besværet med indkvarteringer. Da Wallensteins tropper i 1628 efter slaget ved Lutter am Barenberge besatte det meste af Jylland, frygtede man også en landgang på ørene. Kongen befalede derfor, at der skulle indkvarteres gevorbne folk og rytteri i de sjællandske købstæder, som lå nær søkanten, blandt andet Køge og Store Heddinge. Frederik Reedtz kompagni blev ved den lejlighed indkvarteret i Køge. Store Heddinge fik kun et mindre antal soldater.

I 1633 var det galt igen. I den anledning var borgmester og råd samlet på rådhuset i Store Heddinge for at tage stilling til kongens forlangende. Byen slap med at modtage 10 soldater, som skulle bruges på orlogsskibene til rigets forsvar. Køge fik 20.

Nogle år senere telte kongen igen om visse købstæders indkvartering i et missive til lensmanden på Tryggevælde. Det hedder heri, at de indkvarterede soldater i Store Heddinge straks skal begive sig til Vordingborg, fordi den fetalje, og hvad de ellers behøver, ikke er til købs i byen.

Et tilbagevendende problem var de bådsmænd, som byen hvert år skulle stille til flåden. Kongen forlangte, at de skulle være søvante, ellers ville de blive kasseret. Da det kneb særlig for Store Heddinge at skaffe egnede bådsmænd, bestemte kongen i 1635, at byen skulle betale 30 rigsdaler årligt i stedet for. Som et led i forsvaret af Tryggevælde len opbevaredes i årtier 300 musketter (geværer) i Store Heddinge kirkes sakristi. De blev en gang om året efterset og smurt af våbensmeden i Køge.

Under Torstenssonsfejden i 1644 frygtede man igen en landgang på øerne. Ritmester Niels Vind fik besked på at begive sig til Køge med sit kompagni, hvor Vincens Billes kompagni i forvejen var indkvarteret. 40 ryttere af begge kompagnier skulle henlægges til Store Heddinge, og i fællesskab skulle de flittigt besøge strandvagten mellem Køge kro (ved Greve Badehotel) og Rødvig.


Stevns Lokalhistoriske Arkiv

Egestræde 14

4660 Store Heddinge

tlf. 56 50 36 54

adm@stevnslokalarkiv.dk


Åbent:

mandage kl. 15 - 20

onsdage kl. 10 - 12

lukket mellem jul og nytår

Du kan også finde lokalarkivet

på Facebook

Vi er stærkt igang med at indskrive lokaliteter og oplevelser i Historisk Atlas, som er en landsdækkende portal. Historisk Atlas indeholder en stor mængde oplysninger om steder og begivenheder, siden er værd at besøge.

Se Historisk Atlas