Christian den Fjerde døde 27. februar 1648 på Rosenborg Slot. En ny konge skulle vælges.

Midt i april var byfogeden, Hans Godiche, kirkeværgen, Jens Arentsen, byskriveren, Bertil Lauritsen, og en del borger samlet på rådhuset for at vælge stadens repræsentant til hertug Frederiks valg i København. I dokumentet, som i den anledning blev udstedt på rådhuset, hedder det blandt andet. ”Så haver vi hermed Fuldmagt givet på vores egne og menige borgers vegne Tillemand Knudsen, Rådmand udi Store Heddinge, at eligere og udvælge høystbemeldte Hertug Frederik til vores Herre og Konge at være”.

I juni samme år var borgerskavet igen samlet på rådhuset i anledning af hertug Frederiks hyldning, som skulle finde sted 6. juli i København. Man havde fået påbud om at sende en borgmester, en rådmand og en fornem borger til hyldningen. Borgmesteren, Reinhold Hansen Thor-Smede, var imidlertid rejst til Holsten for ”sit højst vigtige ærende at forrette”. Man blev derfor enige om at lade rådmanden Tillemand Knudsen og borgerne Jens Arentsen og Berthil Lauritsen rejse til København ”med alle borgernes fuldmagter”. Ved prins Christians kåring som tronfølger i 1650 mødte Reinholdt Hansen Thor-Smede og Tillemand Knudsen op med fuldmagter for staden.

Byfogedens regnskaber.

Hvert år skulle byfogeden, hvis gage var 6 rigsdaler årligt, gøre regnskab overfor rentekammeret for sagefald, førlov og lejemålsbøder. Bland sagefaldets indtægter var bøder for slagsmål. Der faldt som regel tre hvert år, og smeden var ofte impliceret. Førlov var både en afgift på arv, som førtes ud af byen og en flytteafgift. Selv om man flyttede til Tommestrup, som er Store Heddinge landsogn (men med fælles kirke og præst), måtte man betale for at få en førlovsseddel. Kun få flyttede, det kunne dreje sig om en familie årligt. Køge og København trak mest, senere var det Fakse.

Byfogeden opkrævede tillige told af de skibe, som anløb Rødvig og Bøgeskoven, enkelte år kom der slet ingen. Ellers drejede det sig kun om et par Hallandske skibe, som kom med træ og fik korn med tilbage. Tolden og accisen indbragte derfor kun et ringe beløb hvert år. Fra 1/5 1655 til 1/5 1656 indkom i alt 73 rigsdaler. I Køge indkom i det samme tidsrum 2375 rigsdaler.

Fra sognepræsten modtog byfogeden hvert år en liste over de borger, som skulle idømmes lejemålsbøder. Det var kun få. Ofte var et navn ledsaget af en kommentar, som til tider kunne være lidt kras, for eksempel ”en strømpers tjenestetøs”. Begge pater fik en bøde, og selv et ægtepar, måtte skrifte i kirken, hvis manden havde ”besovet” sin kone før trolovelsen.

Handel og Håndværk.

Byen var delt i kvarterer. En Vester- og en Sønder. Bønderbal nævnes omkring 1590. Senere delte man byen i fjerdinger: Øster-, Sønder, - Bønderbals, - og Mose fjerding 39. Navne som Torvet, Egestrædet og Vandkrogen forekommer i kirkeborgen i 1650erne.

Medens håndværkerne i store købstæder var i stand til at danne lav, var der kun en enkelt eller to af hvert fag i Store Heddinge. Man havde tillige en brygger, en bager og en kræmmer (krambod). Der var også en kniplepige i byen på den tid. Handlen med afgiftspligtige varer som brændevin, øl, mjød og malt var i hænderne på borgmesteren, rådmændene og byfogeden.

Rådmændene fik ingen løn. Det var et æreshverv, som krævede både tid og penge. Bestillingen var arvelig i visse familier. Rådmand Niels Christensen, som døde i 1647 og blev begravet under korgulvet, var ved sin død byens rigeste mand og største jordbesidder. Da hans kone, Ane Jensdatter, døde i 1650, blev hun begravet ved sin mands side, og ved siden af dem fik byfoged Hans Godiche i 1656 sin grav.

Niels Christensen stiftede kort før sin død et legat på 100 slette daler, hvis renter skulle uddeles en gang om året til byens fattige. Dokumentet forsvandt imidlertid under de følgende ufredstider. Sønnen Christen Nielsen, der var svigersøn til herredsfoden i Stevns herred, Jacob Christensen i Frøslev (1625-58), og som blev rådmand i 1650, udstedte et nyt pantebrev. Ifølge dette skulle beløbet stå på rente, et krav, som hvilede på ejerne af denne slægtsgård i henved 100 år.

Rådmand Christen Nielsens gård lå i Rengegade og omfattede nuværende nr. 9 og 11 (matrikel 112,113 og en del af 114). Mellem matrikel 113 og 115 var der dengang et stræde, som førte med til den gamle landevej til Højerup. Strædet som, ses på byplanen i Resens Atlas, lå hvor ejendommen Rengegade 13 nu ligger. Skørringerenden, som dengang løb ud i Rengegade var skellet til nr. 15, fulgte på en strækning strædet og vejen ud over markerne.

Boder.

En velhavende borger satte dengang sine penge i agre eller sølvtøj, eller også byggede han en lejevåning til en eller flere familier. Sådanne ”Boder” havde navn efter deres ejere gennem årene, for eksempel ”Tillemands Boder”. ”Erik Baggers Boder”, ”Riberboderne” og ”Peder Kortis Boder. Disse mænd var ”velagtede” borger i Store Heddinge på Frederik den Tredjes tid. Ifølge Resens Atlas havde strædet, hvor ”Riberboderne” lå, omtrent samme beliggenhed som nuværende Munkegade. Samtlige boder synes at være forsvundet under svenskekrigen. Erik Bagges omtales dog i 1664.

Gårde i to stokværk som i Køge fandtes sikker ikke, men en del borger havde endnu råd til at lade deres stuehus dække med tagsten. Sundhedstilstanden synes at have været normal efter kirkebogen at dømme. En pest, som i 1654 hærgede andre købstæder, undgik man, skønt en huemagers kone, der var flygtet fra pesten i København. døde straks efter sin ankomst til Store Heddinge. Men så kom svenskekrigen, der bragte byen til betlerstaven.

Svenskekrigen.

Straks efter Klas Thotts ankomst til Køge i august 1658 sendte han en løjtnant og 30 rytter til Store Heddinge. Borgervæbningen fik besked på at aflevere våbnene. Det drejede sig om 60 musketter, 3 partisaner og tre hellebarder. Tromme og fane måtte man også aflevere. Der hang så sent som i 1657, 175 musketter i sakristiet (på korets nordside), men de var vel fjernet forinden af lensmanden, da de efter planen skulle bruges til landfolket ved Tryggevælde len.

For at undgå plyndring måtte byen straks af med 40 rigsdaler, men det var kun en lille forsmag på, hvad der ville komme. Få dage efter fik man besked på at levere 4.000 pund brød, 23 tønder øl og 5 tønder salt, som skulle afleveres i den svenske lejr ved København. Der var som nævnt både bager og brygger i byen, men mon ikke samtlige bageovne og bryggerkedler har været i gang i de få dage, der var givet som leveringsfrist. Leveringen må have fyldt et helt vogntog.

Man forlangte også 30 par sko til bestemt tid, men de var ikke færdige, da fire svenske ryttere kom for at hente dem. Den egentlige brandskat var på 300 rigsdaler. Efter sigende skal sognepræsten, Jens Christensen Aalborg, have betalt hele beløbet uden senere at kræve det igen.

Siden gik det slag i slag med leveringerne 30 af de hvide skjorter, fjenden bar ved stormen på København i februar 1659, var leveret af borgerne i Store Heddinge. En dag fik byen besked på at stille to rytter med fuld mundering samt at mundere ”to tatarer” med pistoler, sadler og seletøj. Det kostede mange penge eller nøjagtig det samme som 180 tønder rug dengang. En velbeslået ammunitionsvogn og en kuglevogn, som skulle leveres, blev ikke færdige til tiden. Malerarbejdet manglede.

Kirkelivet foregik tilsyneladende normalt under besættelsen. Juleaften og nytårsaften 1658 var der barnedåb i kirken. Det var en selvfølge, at de svenske officerer blev indkvarteret hos byens fornemste borger. Man måtte trækkes fjenden, hvor nødig man ville det.

Straks efter fjenden ankom, stod en svensk major fadder for sognepræstens barn. En ritmester Ehlert var med, da rådmand Christen Nielsen havde barnedåb. Derimod lagde hr. Christen i Lyderslev oprørsplaner. Det kom svenskerne for øre, og han led stor overlast. I samme periode blev en bonde fra Tommestrup stukket ihjel af en svensk rytterknægt. Der forekom kun et tilfælde af lejermål i de år. Mette som tjente på Erikstrup, fik et barn med en svensk herremand, som lå i kvarter der. Herremanden hentede ved barnet dåb sine faddere ude på Gjorslev. Ejeren, Styge Høg, var flygtet for længst, men hans tjener og en svensk kvartermester på gården var til stede i kirken ved dåben.

I april 1659 begyndte fjenden at befæste Køge. Dette fik Store Heddinge i høj grad at mærke, idet byen måtte bekoste 15 gravere, som arbejdede i 14 måneder med at forbedre voldene omkring Køge. Dertil kom, at man tillige måtte levere flere hundrede hjulbøre, skovle og hakker til samme voldarbejde samt egeplanker til palisaderne.

Proviantmesteren i Køge krævede kolossalt ind i de måneder, arbejdet stod på: stude, rugbrød og brændevin samt flere hundrede tønder øl og byg. Foruden disse leverancer måtte byen hver termin af med 100 rigsdaler, som gik til fire regimenters underhold. Selv halvanden måned efter, at freden var underskrevet i 1660, opkrævede svenskerne denne skat. Dertil kom, at fjenden i hele perioden stjal heste og kvæg til et betydeligt beløb. Da man gjorde hele krigsskaden op var Store Heddinge godt 8000 rigsdaler fattigere. 9 gårde og huse lå øde og mange borgere var forarmede.

Repræsentanter for 55 købstæder underskrev på borgerstandens vegne ”Enevolds regeringsakten” i januar 1661. For store Heddinge underskrev Reinhold Smed, Christen Nielsen, Jens Jensen, Rasmus Andersen Mørk og Peder Jørgensen. Frederik den Tredje besøgte Stevns herred få år efter.

Blandt de skove, som led overlast under krigen, var kirkeskoven ved Store Heddinge. Det var en ren egeskov, hvor sognepræsten, kappelanen og enkelte borger havde deres oldensvin og kreaturer gående. Skoven tilhørte kirken, som gav en skovfoged 3 rigsdaler årligt for at føre tilsyn med, at ingen uvedkommende fællede træer eller havde svin gående. Efter krigen var det slut med at have oldensvin i skoven. 8 mand takserede de tiloversblevne træer til 85 læs. I den nærliggende Kongeskov var fældet 300 egetræer.

Efter kirkebogen at dømme forsatte man straks efter krigen undervisningen i den latinske skole og byens danske skole. Andrys Andersen, der nævnes som dansk skolemester fra 1658-81, var fra 1669 tillige byskriver. Tilsyneladende boede han på Torvet lige over for rådhuset, for her lå skolen ifølge byplanen i Resens Atlas. Hans eftermand, byskriver Jørgen Melchiorsen Busch, der boede hvor det nuværende rådhus ligger, ejede i en periode hele grunden langs Torvets sydside. Degnegården der siden reformationen havde huset den latinske skole, er også aftegnet på byplanen, men kun som en lille bygning og uden nummer. Måske havde latinskolen ikke så stor betydning dengang som den danske skole hvor byskriveren boede. Forklaringen ligger måske i, at det var gennem byskriveren, at Resen indhentede sine oplysninger om Store Heddinge.?