Tirsdag d. 9. april 1940.

Om morgenen står Knud Iversen, Kaj Heidemann og dennes søn, Kjeld, 12 år, og betragter de tyske lavtflyvende ”Luftwaffemaskiner”. Iversen siger: ”De skal til Norge. Nu er det Norge det gælder”. Jeg hører ikke mere. Mine skolekammerater, Jørgen Skovly, Jørgen og Poul Perch-Nielsen, dukker op på vejen. 4 velklædte drenge på gode cykler kører mod Store Heddinge skole. Hvad vi snakker om under turen? Formentlig først om de fremmede flyvemaskiner, højst sandsynligt er vi sluttet med vort yndlingsemne: Fodbold.

Vi er nået skolen. Morgensang i gymnastiksalen under ledelse af Aage Petersen. Ritualet, salmesang og fadervor gennemførtes. Så sagde han noget, som jeg ikke husker, bortset fra hans sidste ord: ”… bevare ro og orden”.

Så gik vi – som altid – i ro og orden til de respektive klasser – for mit vedkommende II. Mellem. Enten skulle vi have regning eller matematik med frk. Rigmor Hansen – eleverne imellem kaldet ”Rigmor” – dengang var det ”vovet”. Nutidens skolebørn finder det naturligt. Hvor blev hun af? Hun var ellers altid præcis? Endelig ”sejlede” hun ind i klassen. Hun sagde et eller andet om landets nye situation. Så skete noget, jeg kan citere fuldstændigt ordret: Klassens kvikke hoved, Henning Brandt, sagde meget højt og tydeligt: ”Sind wir nun Deutch geworden?” Rigmor stivnede. Så spurgte hun grådkvalt: ”Hvem sagde det?”. Henning rejste sig. Hun fløj hen og stak ham en af sine karakteristiske lussinger. Vi børn forstod ikke hendes voldsomme reaktion. Fri fra skole. Om aftenen var der stilhed i hjemmet. Radioen tændt.

Staunings dybe, velkendte stemme: ”Bevar ro og orden”. Kong Christian d. X.: ”I disse for vort land så alvorlige tider …. at det danske folk såvel i by som på land vil udvise en værdig og korrekt optræden”.

Uddrag fra Kjeld Heidemanns beretning i bogen ”Minder fra besættelsen”.