Kong Christoffers købstadsbrev.

Ifølge det pergamentbrev, som Christoffer af Bayern udstedte den 2. januar 1441 til købstaden ”Hedinge”, var dens tidligere privilegere brændt. Det er forståligt, at byens råd ønskede nye og om muligt bedre privilegier end det brændte. Efter de oplysninger tidligere slægter har efterladt sig i sagen og fortællinger, sendte byen i 1440 et par betroede mænd til kongen for at få udstedt et nyt købstadsbrev. ”Den ene af disse udsendinge var rådmand Søfen Pedersen, der foruden at være en særdeles betroet borger i byen tillige havde kongen bevågenhed. I det originale dokument, som blev resultatet af sendemændenes henvendelse, siges blandt andet at eftersom bogmester og rådmænd har betroet kongen, at dokumentet vedrørende de af hans forfædre skænkede privilegier er brændt, vil kongen i mindet om den troskab, borgerne gennem tiderne har vist kongehuset, give nye privilegier”. ”utvivlsomt tænker konge ved anvendelsen af ordet troskab særlig på kampene mod de Holstenske grever omkring året 1400 og Københavns forsvar mod Hansestædernes flåde i 1428. Begge steder var Stevnsboere blandt de tapreste. Søfren Pedersen, der var søn af en kødmager (slagter) i Store Heddinge, deltog med hæder det sidste sted, og han blev ved omtalte henvendelse til konge særligt hædret ved hoffet son tak for sine bedrifter”.

Også i hine fjerne tider var misundelsen store, og det passede ingelunde de øvrige rådmænd, at Søfen Pedersen var i så stor gunst hos kongen. De søgte derfor senere at gøre livet surt for ham. Således ville de udelukke ham fra det fornemste af byens gilder, ”Sct. Olavs gildet”, men de andre borger holdt med ham, og endnu mere agtet blev han, da det viste sig, at kongen så smukt efterkom ønsket om de nye købstadsrettigheder”.

Søfen Pedersen blev gift med en Københavns købmandsdatter vistnok i 1441 og døde først i slutningen af det 15. århundrede”.

Christoffer af Bayerns originale pergamentbrev findes desværre ikke mere. I sin tid har det sikkert været opbevaret i byens rådhus, men hvordan det er gået til grunde, kan næppe efterspores. Sandsynligheden taler for, at det ligesom de tidligere privilegier er gået tabt ved en ildebrand. Heldigvis kender vi dokumentets ordlyd, idet der har været taget afskrifter af det.

Jurister, filologen og historikeren Andreas Bussæus, der i 1712 blev gift med Rasmus Storms enke, Mette Frandsdatter (Munketofte), afskrev ifølge N.H. Weinwich dokumentet, som bringes i hans ”Historiske efterretninger om Stevns herred”. En anden afskrift er trykt i sin gammeldanske sprogform i Kolderup-Rosenvinges værk” Om de danske love” og lyder i Gunner Knudsens oversættelse således:

Vi Christoffer, med Guds naade, Danmarks Venders og Goters Konge, Pfalzgreve paa Rhin og Hertug i Bayren, gør vitterligt, at Vi paa grund af den Troskab og Tjenstevillighed, Vi hidtil har mødt fra vores elskelige Bogmester, Raadmænd, Borgere og Menighed i vor Købstad Hedinge, idet Vi ogsaa fremtidig stoler, tror og haaber paa dem som vore tro tjenere, Borgere og Undersaatter, i Forventning om fremdeles, naar der gøres Behov, at finde dem trofaste, optager dem og deres i vor kongelige Naade, Frihed og Hegn, naadist at beskærme. Og da de har berettet her os, at deres privilegier og Friheder, som vore forfædre far forundt og givet dem, er brændt, da har Vi af vor synderlige Gunst og Naade undt og givet dem disse efterskrevne Privilegier og Friheder.

Først, at ingen af dem behøver at forlade Byen paa Grund af nogen anden Mands Stævning, Bud eller Krav for nogen Art Proces, Anklage, eller Beskyldning, som falder ind under vor (Doms) magt, eller gøre nogen som helst Slags Tjeneste i saa Henseende, med mindre de vil gøre det i Venskabelighed og frivilligt, undtagen naar Vi udskriver eller tilsiger dem af Hensyn til Rigets særlige Forhold, hvorom de da hver for sig faar Bud fra os, og de skal da i alle Maader være villige dertil og lyde vort Bud, som det sømmer sig for den.

Ligesaa hvo som har nogen Anklage, Beskyldning eller Tiltale mod dem, han skal da stævne dem og paa lovlig Vis føre Processen paa deres Byting, og de skal der, som de fra gammel Tid er vant til, paa retsgyldig Maade rense sig for en saadan Beskyldning, eller ogsaa gøre Bod derefter Forlig eller Naade. Ligesaa maa ingen gæst eller Købsvend, som ikke er besiddende Borger hos dem, fordriste sig til paa nogen Maade i Deres By at opkøbe levende Ungkvæg eller Svin, eller ferskt ungt Oksekød eller Svinekroppe, eller saltede Huder med Udførsel for øje.

Ligesaa giver Vi dem Lov og Magt til at rejse Tiltale mod deres Skyldnere og andre, som har gjort dem Uret, som de træffer der i deres By, og at kræve og faa Ret og Skel af dem, og at tvinge dem for Retten derfor med Hjælp og Bistand fra vor Byfoged der i Byen.

Ligesaa, at alle, som vil søge Marked og Torv og drive Handel der hos dem, og alle andre, som har Ejendom og Indtægter der i Byen, at de skal gøre Pligtsarbejde og skatte og skylde sammen med Menigheden og med Byen, i Henhold til, hvad der bliver dem paalignet af Raadet der i Byen, saaframt det er ret og rimeligt, uden at gaa nogens Rettighed for nær.

Ligesaa, at naar nogen Tysker eller Udlænding dør der i Byen, da skal der gives af hans Gods hver tiende Penning, Halvdelen til Kongen og Halvdelen til Byen, og har den, som dør, ingen arvinger, da skal der forholdes med hans Gods som gammel Ret og Sædvane er.

Ligesaa skal eller maa ingen gaa eller ride i vor forvænte Købstad Hedinge med spændt Armbrøst, hverken Dag eller Nat. Drister nogen til at gør det, og kommer han til Skade ved det, faar han ingen Erstatning derfor,

Ligesaa maa ingen der gaa med Sværd eller Armbrøst længere, end til han er kommen i sit Herberge.

Ligesaa skal eller maa ingen stifte Sammenrottelse mod nogen Mand, især ikke mod Borgmestrene og Raadet, under Straf paa Liv og Gods.

Ligesaa vil Vi have Magt at ansætte Borgmestre og give Lejde, og skal vor foged sammen med Bogmesteren have Magt at give Lejde, og Bogmestrene og Raadet skal have Magt at vælge Raadmænd, naar nogen af Raadet afgaar eller Behov gøres.

Ligeså skal Bogmestre og Raadet have Magt at styre alle Haandværkslav med Retfærdighed og saaledes som de vil være det bekendt overfor os, og ingen skal mod deres Vilje skifte eller begynde et Gilde eller noget Samfund, under Straf af Fortabelse af hele deres Ejendom.

Ligesaa skal alle Købmandsvarer vejes i vor fornævnte Købstad, som det vejes i Stæderne (Hansestæderne?) Overtrædelse heraf straffes med Bøder paa 3 Mark saavel til Sælgeren som Køberen, det halve til Kongen og det Halve til Byen.

Og disse foranskrevne Artikler har Vi undt og givet vore Borgmester, Raadet og Menigheden i Hedinge, for at vor Købstad deraf maa forbedres, dog vil Vi have fuld Magt til at forbedre dem, udvide eller indskrænke dem, om det synes os at være nyttigt, Derfor forbyder Vi alle, hvem det end er, og navnlig vore Fogeder og Befalingsmænd (Lensmænd) paa nogen Maade et lægge Hindringer i Vejen for denne vor Gunst og Naade, især mod vore Borgemestre, Raadmænd, Borger og Menighed, eller nogen af dem, under vor kongelige Hævn og Vrede.

Til synligt Vidnesbyrd og stærkere Bevis har Vi ladet sætte vort Segl under nærværende Brev. Givet paa vort Slot København Dagen efter Herrens Omskærelse dag 2. januar Aar 1441.

Stadfæstelser forligger fra Frederik 2 (15. april 1583) Christian 4. (1. Juni 1598) og Frederik 3. (30. november 1648).

Byens ses i perioder at have haft to bogmester. Det var ikke tegn på fremgang, men et påbud, selv for en lille købstad. Ellers er der intet bevaret om dens historie. Selv i de stormfulde år omkring reformationen og Grevefejden er der tavshed om Heddinge. Derimod hører man, at borgere fra Køge og Næstved plyndrede henholdsvis Vallø og Gisselfeld. Endog Højstrup, betragtede borgerne fra Køge som deres territorium.

Også dengang som i de følgende århundreder var ”Bondenæring og Bondehandel” Heddinges eneste indtægtskilde. Flere borger var selvejere. Den største besidder var kongen, som allerede i 1490 ejede en del gårde i byen, blandt andet ”Kongsgård”, som i 1510 var beboet af byfoged Bo Nielsen.

Lige siden byen fik sine købstadsrettigheder, havde avlsbrugerne i Heddinge dog indtaget en særstilling. De dyrkede deres ”rebdragede” agre, men blev betragtet som borgere i en købstad, hvorfor de måtte løse borgerskab. Også i forholdet til kirken var de anderledes stilket end de borgere, som ikke havde jord.

Bekræftelse på Store Heddinges købstadsrettigheder

udstedt af Chr. IV den 1/6-1598.