Købstaden på Stevns.

Omtrent midt på Stevns ligger den gamle stad Store Heddinge, hvis navn går tilbage til folkevandringens tid eller måske endnu ældre. I Valdemar Sejrs jordbog fra 1231 kaldes byen Hæddying. 1261 er navnet ændret til Hæddyinge maglæ, og et Lille Hæddyinge synes opstået. Den første stavelse ”Hæd” er oldnordisk og betyder ”flad Mark” eller hede, og man kan sikkert gå ud fra at bynavnet beskriver naturforholdene, thi flad mark og enge har der været, og disse har dannet et velegnet sted for gamle bopladser 1). I øvrigt udlægges navnets endelse ”inge” i ”Danmarks Land” til at betyde ”Beboer af”, hvilket passer godt sammen med overstående.

Pontoppidan skriver i ”Danske Atlas”, at byens navn kan udledes efter skjoldmøen Hetha, der kendes fra Bråvallaslaget. Weinwich siger i sin beskrivelse over Stevns herred, at navnet hidrører fra, at beboerne der længere end andre steder bibeholdt hedenskabet. Der er således delte meninger om bynavnets oprindelse.

Igennem tiderne er stadens navn ændret flere gange. I det ældste kendte stadssegl kaldes byen ”de Hedinge Magle”, og i et senere stadssegl nævnes den ”Magle de Hedinge”. Fra midten af det 16. århundrede kom Storeheddinge i brug.

Medens Køge i middelalderen voksede op til sin købstadsrettigheder på grund af sin beliggenhed ved bugt og alfarvej, var det ikke tilfældet med Heddinge. Man må derfor gå ud fra, at byen på grund af sin størrelse og beliggenhed er valgt til købstad. Man ved ikke hvornår, men muligvis går dens købstadsrettigheder tilbage til den tid, da kirkebyggeriet fandt sted på Stevns. Ifølge J.P. Trap fandtes der på Sjælland ved år 1231 16 byer, som kunne sidestilles med købstadsanordningen. Af disse var Heddinge, som betalte 1 mark i skat, den næstmindste. Roskilde betalte 80 mark.

Store Heddinge i middelalderen.

Før Valdemar den Store betvang venderne, var Øst og Sydsjælland ofte udsat for plyndringer. Et par kirker på Stevns blev indrettet til forsvar, blandt andet kirken i Heddinge. Her lå ikke en borg, som kunne skærme byen, derfor blev kirken bygget som fæstning. Man mener, at kong Valdemar var bygherren, og at ”Ellekongens Kammer”, som ligger over koret, var tænkt som gemmested for kirkens kostbarheder 2). I Resens Atlas siges det, at kammeret blev bygget som fængsel for sørøvere.

Der er kun sparsomme op lysninger om Heddinge i middelalderen. Man ved, at der i 1261 fandtes fire møller i byen 3). Det kunne tyde på, at indbyggerantallet var større dengang end på Christian den fjerdes tid, hvor der kun var Lille mølle og Høje mølle 4). Den ene lå et godt stykke fra byen. Der er dog intet, der taler for, at staden dækkede et større areal i middelalderen. Den bygrænse, man kender fra udskiftningskortet, var sikkert også gældende i 1261, derimod har kvarteret mellem Egestrædet og Munkegade uden tvivl været tættere bebygget end i Resens byplan og udskiftningskortet viser.

Byen havde to gilder i middelalderen, et Sct. Olavs og et Sct. Knuds gilde. Fra begge disse gilder eller broderskaber kendes gildeskråer, affattede ca. 1256 I Sct. Olavsgildets skrå, der ifølge Weiwich er skrevet af ”Jeffe Griis i Hettinge Makale”, siges at det ikke var stiftet ”for driks skyld”. Bager måtte ikke optages i Sct. Knudsgildet, men det var vel på grund af deres særlige arbejdstid.

Et gilde blev ikke stiftet blot for selvskabs skyld, men for at være til gensidig hjælp for brødrene, Under ed lovede man at hjælpe hverandre ved sygdom, skibbrud, ildebrand og død. For at holde drikkelagene inden for bestemte rammer, var der fastsat særlige love, som enhver gildebroder skulle rette sig efter. Der var bøder for at falde i søvn eller kaste op i gildehuset, og hvis man faldt på vejen hjem til sin gård, kostede det også en bøde. Selv en landsby som Hellested havde i 1404 et gilde, som havde navn efter Sct. Gertrud, der var de vejfarendes beskytter 5). Ved Hellested gik den gamle alfarvej til Vordingborg.

Beklageligvis er der kun bevaret lidt om Store Heddinges historie i den hundredårige brydningstid, som fulgte efter Valdemar Sejs død. Weinwich har fundet frem til et per dokumenter, som han bringer i sin fulde ordlyd i sin herredsbeskrivelse. Det fremgår heraf, at år 1315 overlod hertug Witzlaus af Rygen til kong Erik Menved Stevns herred, som han havde i pant for en brudeskat. 1403 overdrog de stettinske hertuger Barnom og Wratislaf den ret de havde til ”Hædingæ et provinciam Stævnsherred” til bispen Peder Jensen Lodehat i Roskilde. Omtrent samtidig erhvervede dronning Margrethe og biskoppen ved mageskifte og køb en del gods i herredet 6).