Arnøje

NB !!!

Arkivet respekterer den nye databeskyttelseslov, gældende regler for offentliggørelse af billeder samt ophavsretsloven.

- se behandling af persondata.

Arnøje


Arnøje hører under Hellested Sogn.


Navnet Arnøje er kendt tilbage til år 1261 som Atnughæ og siden 1664 som Arnøye. Forstavelsen Arn er oldnordisk for ørn sidste del af navnet betyder høj.


Optegnelser fra omkring 1600-tallet antyder, at omkring 9 jordegne bønder i Arnøje bliver sat ned på halv skat af kongen på grund af deres gårdes ringe avl og dermed stor fattigdom. Byen beskrives, som nærmest forarmet, idet bønderne på grund af de våde jorder ikke kan dyrke deres marker.

Efter sigende skal her, langt før matriklen 1664, have ligget en stor gård omringet af en voldgrav. I tidens løb har gården tilhørt flere godser. Omkring 1712 fik fuldmægtig Jens Bruun, senere krigsråd og regimentskriver for egnens ryttergodser under Tryggevælde amt, skøde på gården, Arnøjegård (Hesteskovej 3, Arnøje) . Hans arvinger solgte gården i 1750 til Grev Moltke, Bregentved. Den første fæster på gården efter 1750 er en Anders Pedersen, som bor der til sin død i 1754.

Moltke kontakter i 1753 klædefabrikør Johan Dannenberg på Frederiksberg, for at høre om han kan tænke sig at oprette et spinderi på Arnøjegård og en mølle ved Tryggevælde. Både Moltke og Danneberg ser ud til at have haft store drømme, ikke bare for sig selv, men også for resten af landet. I følge skrifter, ser det ud til at Arnøje Spinderi og Tryggevælde fabrik allerede bliver nødt til at standse produktionen engang mellem 1759-60, da fabrikken har haft svært ved at afsætte sine varer.


Skolen

I 1722 oprettedes der i forbindelse med Den Store Nordiske krig kongelige rytterskoler på Stevns, i hhv. Holtug, Arnøje, Hellested, Lille Heddinge, Magleby, Højerup og Store Heddinge. Disse skal ikke forveksles med rideskoler, men derimod et forsøg på at banke en smule lærdom ind i de uvidende hoveder på kongens ryttersoldater samt disses børn. Allerede i 1735 blev Rytterskolen i Arnøje afhændet af kronen.

Bygningen eksisterer stadig og er nu privatbeboelse, (Arnøje Bygade 25).

Pga pladsmangel i rytterskolen, blev denne nedlagt i 1909 og erstattet af en nybygget Arnøje Skole, som fungerede til 1965,( Hellestedvej 5).


I november 1912 indviedes en ny hovedskole i Hellested og senere i 1965 blev en ny centralskole i sognet taget i brug. I dag er sognets skole Hellested friskole.


Arnøje Brugsforening

Brugsforeningen blev oprettet i 1883 og lukket igen i 1980.


Af andre erhverv er der i begyndelsen af 1900- tallet skrædder, smedie, skomager, hjulmager og en træskomager. Desuden fik man en gang om ugen besøg af slagter, bager og fiskemand. På den måde var byen stort set selvforsynende.


Kilder: Trap Danmark

Stevns Lokalhistorisk Arkiv





Stevns Lokalhistoriske Arkiv

Egestræde 14

4660 Store Heddinge

tlf. 56 50 36 54

adm@stevnslokalarkiv.dk


Åbent:

mandage kl. 15 - 20

onsdage kl. 10 - 12

lukket mellem jul og nytår

Arkivvejviser

find arkiver i Danmark

Du kan også finde lokalarkivet

på Facebook

Vi er stærkt igang med at indskrive lokaliteter og oplevelser i Historisk Atlas, som er en landsdækkende portal. Historisk Atlas indeholder en stor mængde oplysninger om steder og begivenheder, siden er værd at besøge.